• Studie: Alvorlige bivirkninger efter covid-19-vacciner er sjældne

    ソース: BDK Borsnyt / 24 2 2024 03:08:59   America/New_York

    Et nyt studie med 99 millioner deltagere fra otte lande bekræfter, at alvorlige bivirkninger efter covid-19-vaccination er sjældne. Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse. I undersøgelsen blev risikoen for at blive diagnosticeret med 1 ud af 13 sygdomme efter vaccination sammenlignet med den forventede risiko for en diagnose uden vaccination. - Alvorlige bivirkninger ved de covid-19-vacciner, som vi har brugt mest herhjemme, er sjældne, siger professor og afdelingschef ved SSI Anders Hviid i pressemeddelelsen. - Det er stadig konklusionen efter verdens til dato mest omfattende studie af deres sikkerhed. Til trods for, at alvorlige bivirkninger er sjældne, viser studiet ligesom tidligere, at der en sammenhæng mellem vaccinerne baseret på mRNA-teknologi (Pfizer/BioNTech og Modernas vacciner, red.) og betændelse i hjertemusklen og hjertesækken. Tilsvarende er der sammenhænge mellem AstraZenecas vaccine og henholdsvis Guillain-Barré-syndrom og blodpropper i hjernen. Brugen af AstraZeneca-vaccinen blev indstillet i Danmark netop på grund risikoen for sjældne, men alvorlige blodpropper. Ud over disse allerede kendte bivirkninger observerede forskerne en sammenhæng mellem både Modernas og AstraZenecas vacciner og akut betændelse i hjernen og rygmarven. - Det er vigtigt at understrege, at sammenhængen med Modernas vaccine kun blev observeret efter første dosis, og vi så ikke tegn på det efter Pfizer/BioNTechs vaccine, der er den, der har været mest brugt herhjemme, siger Anders Hviid. - I absolutte tal svarer sammenhængen til 1 tilfælde per 1,75 millioner doser vaccine. Altså et uhyre sjældent fænomen. I studiet deltog Argentina, Australien, Frankrig, New Zealand, Skotland, Canada, Danmark og Finland. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/studie-alvorlige-bivirkninger-efter-covid-19-vacciner-er-sjaeldne
シェアする